Carl Bro Haven er bygget med ansvar og omtanke
Glostrups nye boligområde Carl Bro Haven er et enestående eksempel på ATP Ejendommes fokus på bæredygtig genanvendelse af byggematerialer.
Området er i fuld gang med at forvandle sig fra ældre kontorejendomme til et grønt boligkvarter med nybyggede lejeboliger særligt henvendt børnefamilier og seniorer.
Men nedtagningen er ikke blot ”riv ned og smid væk”. De tidligere ejendomme bliver skånsomt nedtaget for at så mange materialer som muligt, kan genanvendes i nyt byggeri.
Inden længe står Carl Bro Havens lejeboliger klar til indflytning direkte ud til Vestskoven i Glostrup. Men hvad man ikke umiddelbart ser ved første øjekast, når nøglerne til de nye familiehjem overdrages, er de sidste års nedtagningsprocesser og arbejdet med at forvandle en industrigrund til moderne boligkvarter på mest skånsomme vis, med omtanke for miljø og mulighed for genanvendelse af materialer.
ATP Ejendomme har i de sidste mange år haft et øget fokus på cirkulær økonomi, og med udviklingen af Carl Bro Haven var der derfor også et stort ønske om at reducere byggeaffaldet og få genbrugt flest mulige byggematerialer.
Med kreative idéforslag og i tæt samarbejde med nedtagningsaktøren Kingo, blev det, der tidligere ville være blevet betragtet som nedrivningsaffald, genanvendt og sikret nyt liv:
Det gamle tag får nyt liv
I alt 7000 teglsten er blevet nedtaget fra de gamle kontorbygninger, så de kan bruges i kommende byggeprojekter. Teglstenene er omhyggeligt stakket i bundter af 6, klar til at blive lagt på en ny bygning. Genanvendelsen betyder en reduktion i CO2-udledningen på lidt over 7 tons.
"Vores tilgang går ud på ikke kun at nedrive, men også at genopbygge på en ansvarlig måde. Bevaring og genbrug af materialer er afgørende for at minimere vores indvirkning på miljøet."
- Tobias Max Poulsen fra ATP Ejendomme.
Genbrugte facadeplader og bæredygtig håndtering af materialer
Nedtagningen har også resulteret i op mod 80 m2 facadeplader, som kan genanvendes som bæredygtig facadebeklædning på andre byggeprojekter. Kontorbygningens mursten blev ligeledes indsamlet, knust og genanvendt som fyld på andre byggesager som bidrag til en bæredygtig håndtering af materialer og mindskning af spild.
Arbejdet med at omdanne Carl Bro Haven er et vigtigt skridt mod at skabe mere ansvarlige byggeprocesser i fremtidens byggeri. Det markerer et skifte og et øget fokus på at se eksisterende ejendomme som mulige ressourcer, idet de nedtages.
De beboere som snart flytter ind i det nye kvarter, får ikke kun en nybygget lejebolig i kvalitetsmaterialer med et sundt indeklima, men også en viden om at deres boliger er opført på ansvarlig vis med omtanke for alle de små dele og detaljer.
Der er ikke længe til indflytning
I februar forventes premieren på Åbent Hus og fremvisninger at starte i Carl Bro Haven.
De første beboere kan glæde sig til at flytte ind i sensommeren 2024.
Som modtager af nyhedsbrevet, får du automatisk besked og modtager en invitation til premierestart.